Café VKI –  Leverandør af God Skolemad

Café VKI er leverandør af God Skolemad til Vodskov Skole.

Vi lægger vægt på at fremstille og udbyde en næringsrig og mættende kost, som bør kunne tilfredsstille både den lille og den store sult. Vi tilstræber at føre et varieret udvalg, som henvender sig bredt til alle alderstrin. 

I videst mulig udstrækning anvender vi fuldkorn og uforarbejdede råvarer i vores madlavning. Vi benytter fedtfattige kødprodukter, sunde fedtstoffer og sparer på sukkerindholdet. Dressinger er hjemmelavede af magre surmælksprodukter.

For skoler gælder:
Elever på Vodskov Skole, uanset klassetrin, har mulighed for at få maden leveret på skolen og pakket til den enkelte elev. Udvalget af og priser for mad, som kan leveres på skolen, kan studeres nærmere via linket nederst på denne side.

Mad, som ønskes leveret på skolen, skal bestilles og betales online på www.Godskolemad.dk senest dagen før kl. 24.00. På nævnte hjemmeside kan der også læses mere om, hvordan man tilmelder sig ordningen, og hvordan man betaler.

For eleverne på Vodskov Skole gælder også:
Eleverne i 7. - 9. klasserne samt lærere og personale har mulighed for at spise frokost i Café V.K.I. Maden bestilles ved disken, og der betales kontant eller med betalingskort. Der vil bl.a. kunne købes sandwich af forskellige typer, salater, lune frikadeller, lune kyllingelår, pizzasnegle og diverse overraskelser indenfor lune eller varme retter.

Til elever, som ikke måtte have fået morgenmad hjemmefra, vil der i formiddagsfrikvarteret være mulighed for at købe en friskbagt grovbolle, en yoghurt med mysli eller en frugt.

Indtil kl. 13.00 vil det IKKE være muligt for eleverne at købe slik og sodavand i caféen. 
Der vil kunne købes mælk, juice, kakaomælk, sukkerfri saftevand eller sukkerfri slushice. 
Til maden vil der være stillet koldt vand frem.

Udenfor skolemadsordningen tilbyder caféen at bage boller eller kage til f.eks. Klassens Time. Vi tilbyder bl.a. en bradepandekage (53x32 cm), nok til 30-40 personer i pæne store stykker. Kun kr. 200,-. Vælg mellem chokoladekage m. glasur og tivolikrymmel, drømmekage eller banankage m. chokoladeglasur. Skal bestilles enten ved disken eller på nedenstående telefonnummer senest dagen før kl. 20.00. 
Kan afhentes fra kl. 09.00. Betales ved afhentning.

SE OVERSIGTEN OVER SKOLEMADEN HER

Er der spørgsmål til skolemadsordningen, så ret henvendelse til personalet i 
Café VKI på tlf. 98293466 eller på centerleder@vodskovhallen.dk.